Mit navn er irrelevant, men min observation er.
Jeg bor i en lille by omgivet af marker og skove, i et hus med en have. Jeg oplever årstidernes skiften, trækfuglenes komme og gå, musvitternes "tsitsibee-tsitsibee" som en hilsen til det sidste snefald, og solsortene, der melder sig, når dagene bliver længere igen – alt det synes at være forbi.
Ikke nok med at årstiderne slører sig, snetiden udebliver, og pludselige vejrskift sætter sine spor i kredsløbssystemet, men der er stille tidligt om morgenen, så stille at det gør ondt. Ingen musvit, ingen solsort. De tidlige forårs hovedsangere er forsvundet, og den (eneste) rødhals' melankolske sang kan ikke give nogen trøst.
I starten af 2000'erne var tingene anderledes. Bogfinker, grønfinker og kvækerfinker samledes ved foderstationerne; blåmejser blev jaget væk af spurve, og spurve af solsorte. Selv kværne hentede af og til et solsikkefrø, og gulspurve flagrede også rundt i fuglefoderautomaten.
De dage er for længst forbi. Med årene forsvandt først kvægavler og gulspurve, derefter kvækerfinker og grøniripker. Til sidst holdt jeg op med at se en eneste bogfinke. Jeg læste meget om krympende levesteder og manglen på insekter og frø fra vilde planter, og jeg ville gøre noget. Så jeg besluttede at fodre året rundt. Jeg udvidede tilbuddet til at omfatte melorme og frø fra vilde fugle og var glad for hver eneste fjerklædte besøgende. I starten skulle jeg fodre mindst to gange om dagen, så var én gang nok. I dag kunne foderet stå i flere dage, hvis jeg ikke smed det ud regelmæssigt. Nu er skovduer, en husskade, en rødhals og et kragepar de eneste besøgende ved foderautomaten.
Hvad er der sket?
Jo, Usutu-virussen dræber et enormt antal solsorte. Men hvad med de andre fuglearter? Og: Er en patogen blot ved at færdiggøre det, vi er startet på? Er vi nu vidne til et udbrud af de kaskader af problemer, der er forårsaget af vores livsstil og økonomiske praksis? I årtier har vi talt om tab af levesteder, forurening af jord og vandveje med pesticider og gødning, monokulturer og forarmelse af levestedernes struktur, affald, der danner landsstore pletter i havene og begraves i bjerge, permanent forsegling af overflader, grushaver og alt for store økologiske fodaftryk – men hvad har egentlig ændret sig? Grundlæggende ingenting.
Så er alt, hvad vi kan gøre nu, at se "Den store død"?
Tallene for Tyskland alene taler for sig selv:
En tredjedel af alle dyre- og plantearter er truede; omkring tre procent betragtes som uddøde.
Typiske fuglearter i landbrugslandskabet er faldet med 36 procent siden 1998.
60 procent af naturtyperne i Tyskland er i en utilstrækkelig eller dårlig bevaringstilstand.
42 procent af insektarterne i Tyskland betragtes som truede eller uddøde.
Det gennemsnitlige forbrug af pesticider over 20 år er 95.000 tons om året. Trods de velkendte og videnskabeligt dokumenterede negative virkninger af glyphosat er dette plantebeskyttelsesmiddel med et årligt forbrug på 4.100 tons blandt de mest anvendte produkter.
Der anvendes årligt cirka 4,1 millioner tons gødning (kvælstofgødning: 1 million tons, fosforgødning: 116.000 tons, kaliumgødning: 239.000 tons, kalkgødning: 2,7 millioner tons).
Forhøjede nitratniveauer blev påvist i grundvandet ved 35 procent af målepunkterne.
45 procent af bosættelses- og transportområderne er forseglede (asfalt, beton, bygninger). I øjeblikket forsegles mellem 52 og 56 hektar jord hver dag i Tyskland (svarende til 73 fodboldbaner).
Tyskland er den største producent af affald i EU og producerer 4,6 tons affald pr. indbygger om året. Især plastaffald eksporteres (til Malaysia, Holland, Polen, Tyrkiet og illegalt).
