En spadseretur gennem byer og landsbyer afslører problemet: Selv fritvoksende buske beskæres kasseformet, og alt for ofte bliver træer frataget deres kroner, og golde græsplæner holdes permanent i golfbanelængde. Den åbenlyse maksime: Det vigtigste er, at borgerne erkender, at der er gjort noget. En sådan "omsorg" er i åbenlys modstrid med økologiske principper, floraens og faunaens behov og især: (lokale) politikeres tomme ord. De forværrer vores tids problemer i stedet for at løse dem.
træer og buske
Radikal topklipning af træer og kasseformet beskæring af buske er særligt problematiske fremgangsmåder. Disse foranstaltninger er ikke kun æstetisk katastrofale – afhængigt af den berørte art kan de også skade planternes sundhed og vitalitet ved at øge deres modtagelighed for sygdomme og reducere deres vitalitet. Forkert beskæring kan gøre et perfekt sundt træ eller en busk til en kronisk patient, hvilket gør gentagen beskæring nødvendig.
Fjernelse af grene berøver fugle og små pattedyr værdifulde levesteder. Mange bybuske beskæres regelmæssigt udefra, hvilket forvandler dem til atypiske, koniske eller kubiske formede strukturer. Sådanne indgreb får træerne til at ældes indefra, og de producerer næppe blomster eller frugtklaser – vigtige fødekilder for insekter, fugle og små pattedyr.
Fjernelse af hække er særligt kritisk. Alt for ofte jævnes hele områder med jorden. Der er tydeligvis en grund til dette: byen er stille de næste par år. I løbet af denne tid ophører området dog fuldstændigt med at fungere som et levested. Og når det først er vokset ud igen, begynder den ubeskrivelige cyklus forfra.
Grønne områder
Det er nu rutine at slå græsplæner i byområder mindst to gange om måneden. Man kan ikke benægte, at det er fornuftigt og nødvendigt at slå græs – især hvor folk kan lide at slappe af på varme dage. Men græsslåning har nået niveauer, der ikke længere er økologisk bæredygtige:
- Der er næsten ingen "vilde" områder tilbage, og bestemt ingen, der er forbundet.
- Der er mangel på ordentligt vedligeholdte enge. Blot at lade græs gro giver kun ringe økologisk fordel. Vildblomstenge er stadig alt for sjældne.
- For lav græsslåning (kun få centimeter), brug af maskiner med roterende redskaber og at lade græsafklip ligge på jorden bidrager betydeligt til økologiske skader. Hvor græsafklip får lov til at nedbrydes på jorden, øges næringsstoftilførslen. Dette reducerer igen plantediversiteten: nogle få kvælstofelskende arter som græs og mælkebøtter (som ikke engang får lov til at blomstre) fremmes, mens de livsvigtige næringsstofundvigende ukrudtsarter undertrykkes. Hyppig græsslåning forhindrer udviklingen af et artsrigt plantesamfund. Vilde urter og blomster har ingen chance for at blomstre og formere sig, hvilket igen alvorligt begrænser insekternes fødeforsyning.
- Tab af levesteder: Kortklippede græsplæner giver ringe struktur og beskyttelse til smådyr og insekter. Dette reducerer biodiversiteten og områdets økologiske funktionalitet.
- Lavere CO2-lagring: Hyppigt slåede græsplæner lagrer betydeligt mindre CO2 end naturlige enge eller mindre hyppigt slåede områder. Ifølge Eva Hofmann fra Haveakademiet Rheinland-Pfalz "Slået græs lagrer næppe mere CO2 end beton."
- Begrænset vandlagring: Kortklippede græsplæner har en lavere kapacitet til at absorbere og filtrere vand sammenlignet med vilde enge med dybere rodsystemer.
Det er presserende nødvendigt for byer og kommuner at gentænke deres forvaltning af grønne områder og implementere plantefysiologisk, havebrugsmæssig og økologisk viden.
For at forbedre situationen bør der udvikles naturbaserede plejekoncepter, der fremmer de forskellige funktioner i bygrønne områder, såsom luftrensning og støvkontrol, køling og befugtning, kulstoflagring og klimabeskyttelse samt fremme af biodiversitet og artsbeskyttelse. Disse omfatter differentierede græsslåningsregimer, bevarelse af dødt træ, fremme og passende pleje af enge med vilde blomster og plantning af hjemmehørende, insektvenlige træagtige planter.
